Det var i forvejen meget uvirkeligt for mig at være blevet mor, da alting gik så hurtigt på fødestuen og især uvirkeligt, da jeg ikke fik set min søn, kun hørte ham kort.
Mange tanker gik gennem mit hoved mens jeg lå i sengen. Jeg tænkte meget over hvor William mon var? Tænkte over hvordan mine børn så ud? Tænkte på om Christian mon savnede William i kuvøsen? Mon han manglede ham? Kunne han mærke han nu var adskilt fra ham?
Hvordan havde Christian det? Kunne han selv trække vejret? Hvor stor var han mon? Havde han hår? Alle tæer og fingre? Hvem lignede han?
Ja, jeg havde mere end rigelig tid til at tænke masser af tanker i de 6 timer jeg lå stille.
Min mand sad selvfølgelig nede ved Christian, men han kom lige hurtig op til mig med endnu et billede han ville vise. Det var et billede af Christian, lige da han var født. Det første jeg sagde var: " Er det William"?
Det var det ikke. Det var Christian, men han var så lille, så rød i huden og ja, han lignede ikke noget der var levende. Men det var han, tak Gud, om han findes.
ENDELIG kom tidspunktet hvor de forbandede tæer bevægede sig! Endelig kunne jeg blive kørt ned til Christian.
Jeg ville så inderligt ønske at jeg kunne fortælle jer hvordan mit første møde med Christian var, men det kan jeg desværre ikke. Jeg kan simpelthen ikke huske det! Jeg har i mange år virkelig forsøgt at genkalde mig dette første møde, men det er væk.
Jeg gætter på at det skyldes at det har været følelsesmæssigt for voldsomt for mig, at føde et lille bitte barn og miste et lille bitte barn. Fortrængningens mekanisme ligger ikke langt væk, når tingene bliver for svære at håndtere.
Men, jeg kan huske mere fra dagen efter og dagene derfra.
Dagen efter kom jeg ned til ham, stadig i sygeseng, da jeg ikke kunne gå endnu pga kejsersnittet. Der lå mit lille barn, i kuvøse, omgivet af et lille leje af klude, som skulle minde ham om den livmoder han ikke længere lå i.
Han var så fin og havde åbne øjne, til min store overraskelse. Han havde C-PAP, som giver almindeligt luft gennem næsen og ned i lungerne. Han havde ikke behov for ekstra ilt.
Han havde en sonde gennem næsen og ned i maven, for det var denne måde han fik mad på, som han fik hver anden time, døgnet rundt.
De første par døgn er de mest kritiske, da det er her hjerneblødninger kan opstå, grundet den alt for tidlige fødsel. Så han fik scannet hans hoved de første 2 døgn, for at holde øje med om de opstod. Heldigvis opstod der ingen blødninger og Christian havde det godt.
Lægerne var meget imponeret og sagde han var en stærk dreng med stor mod og vilje. (og det er han stadig)
Men men men....da han var 3 dage gammel, fik han en blodforgiftning og kom på antibiotika.
Det blev opdaget, da han blev meget slap og fik svært ved at trække vejret lige pludseligt.
Han havde et infektionstal på over 300 og det er meget for sådan en lille fyr.
Antibiotika rettede ham hurtigt, dog fik han lidt ilt gennem næsen nogle dage som hjælp.
Jeg har senere hen fået viden om at en blodforgiftning jo virkelig er en alvorlig sag og kan få fatale følger. Godt jeg ikke havde den viden dengang! Uvidenhed kan indimellem være godt.
Vi lå på OUH i 10 dage, hvor tiden gik med mad/bleskift hver anden time og ellers sad vi ved siden af kuvøsen og vågede over ham og holdt ham i hånden. Vi sad også "kænguru" med ham, det vil sige, vi sad hud mod hud, hvor han lå på brystet af os. Det var en fantastisk følelse.
Jeg havde desværre en del problemer med mit kejsersnit, da det gjorde usandsynligt ondt og jeg havde store problemer med at gå.
Jeg blev på 4. dagen indlogeret på patienthotellet, som ligger ret så langt væk fra neonatal afdelingen. Det er ihvertfald noget af en dagsrejse gennem sygehusets gange, når man er dårligt gående.
Christians far var taget hjem til Vejle, da han også skulle være sammen med hans ældste søn, da han kom på samvær om fredagen, hvor Christian var blevet født om onsdagen.
Heldigvis havde min mor og min mands ældste søn et godt forhold til hinanden, så en af dagende blev han passet hos hende, så min mand kunne køre over til os nogle timer.
Efter jeg var kommet over på patienthotellet, måtte jeg opgive selv at komme over på neonatal til Christian, da jeg ikke kunne gå så langt. Det var SÅ frustrerende og heldigvis fandt lægerne årsagen til smerten.
Jeg skulle en tur i narkose og de fjernede en stor blodansamling ved arret og det blev straks bedre.
Det betød også at vi lå 2 dage længere på OUH end planlagt. Christian skulle have været til Kolding efter 8 dage, da han klarede sig så godt. Jeg husker at jeg brød helt sammen da de sagde det. Skulle jeg så bare blive på OUH, mens min søn blev kørt til Kolding?
Det skulle jeg selvfølgelig ikke, de ventede til jeg var klar.
Dagen kom, jeg med et spaltet kejsersnit (dvs det var åben i den ene side) og Christian godt pakket i en flytte kuvøse og klar til at skulle afsted i babyambulancen.
Vi måtte ikke være ombord i ambulancen, da der ikke var plads, for der skulle jo være både børnelæge og sygeplejerske med.
Når ambulancen kørte, skulle vi vente noget tid med selv at køre, for ikke at blive forskrækket eller stresset over at ambulancen ville køre meget hurtigt og med udrykning, da sådanne en tur ikke er helt ufarligt for en lille fyr på 1 kg.
Vi var virkelig meget utrygge ved hele situationen. Både det at han skulle køres så langt fra Odense til Kolding, men også det at vi nu skulle indlægges med ham et andet sted. Jeg var så ked af det og synes det var meget svært at skulle forlade OUH.
Men jeg skulle jo tænke på at flytningen skete, fordi han havde det godt og vi dermed kunne komme tættere på vores eget hjem og familie.
Så vi kørte en halv time efter ambulancen var taget afsted og prøvede at holde farten på det tilladte.
Ankommet til Kolding, fundet p-plads og i så hurtig gang som muligt, måske endda småløbende, fandt vi P3, Kolding sygehus neonatal afdeling.
Jeg blev anbragt på svangreafdelingen, da jeg lige skulle lappes sammen igen.
Christian havde fået en ny kuvøse plads på en 2 mandsstue, hvilket viste sig at være helt fantastisk, da alternativet var en stue med 6 andre præmature børn.
Så skulle vores nye tilværelse som familie begynde, på P3, Kolding sygehus.
Christians nye "campingvogn", som vi døbte kuvøsen i Kolding. Han er her 10 dage gammel, med en vægt på 1100 gram. Han er på antibiotika pga føromtalte blodforgiftning og derfor er hans lille hånd pakket ind, for at han ikke skulle hive nål/slangen ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar