Når man ligger der på et sygehus og venter på at portøren skal komme og køre sengen på operationsstuen, føles tiden bare så uendelig lang. Så det var med ambivalente følelser at jeg ventede. Ønskede jo at indgrebet snart var overstået, men ønskede endnu mere at beholde følelsen af treenigheden, omend den var på lånt tid!
Tiden var inde og nej, jeg kan ikke fortælle så meget andet, end jeg blev lagt på et leje og fik morfin….masser af det.
Sådan et indgreb kan ikke foregå under narkose, så jeg bad om alt det morfin jeg kunne trække i årerne, så jeg forhåbentlig ikke kunne høre lægerne tale sammen…
Alt imens jeg lå der, sad min kære mand i venterummet. Tiden var frygtelig for ham. Han følte sig så magtesløs, kunne jo ingenting gøre, ikke en gang holde mig i hånden.
Efter indgrebet blev jeg lagt på en stue med 5 andre vordende mødre. Her skulle jeg overnatte, blandt disse kvinder, som var meget gravide. Jeg var ved at blive sindssyg….der var umiddelbart ikke noget, som ikke irriterede mig på daværende tidspunkt. Så den gode kvinde ved siden af mig, med hendes meget højlydte snorken, var bestemt heller ingen undtagelse.
Næste morgen, efter minimal søvn, for både min mand og mit eget vedkommende, skulle jeg scannes, for at sikre at William var død.
Det var frygteligt at få foretaget en clamping, men at skulle scannes og dermed se et dødt barn og et levende barn, det var mere end jeg kunne klare…så jeg lukkede øjnene og det gjorde jeg hver gang jeg blev scannet efterfølgende.
Jeg havde det SÅ dårligt og vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mine følelser. Så jeg valgte at koncentrere mig 110% om Christian og formåede at fortrænge realiteten om, at jeg havde et dødt barn liggende ved siden af Christian, inde i min mave.
Fik fortrængt tanken om, om Christian mon kunne mærke at hans bror nu var død.
Jeg var nu gravid i uge 23+4 og var beordret sengeliggende på ubestemt tid.
Billedet her viser hvor lille et indgreb det var. Bare et lille bitte hul, med et enkelt sting. Så det passer når folk siger” Jeg har ar på sjælen, både synligt og usynligt”.
Vi boede i et 3 etagers hus, hvor soveværelset var øverst og der lå jeg. Min mand havde været igang med lave et badeværelse ovenpå, men var ikke nået ret lang. Men i løbet af et døgn, fik han indkøbt og installeret et toilet og en håndvask, så jeg ikke skulle gå ned af trapperne for mange gange.
Det var juli måned og rigtig varmt udenfor og jeg brugte tiden på bøger, blade, besøg og tv.
Samtidig med at jeg lyttede til den hyggelige snakken i huset og i haven, som kom fra min mand og hans 5 årige søn, Mathias, som han har fra et tidligere forhold.
Vi skulle have Mathias på ferie i 2 uger og det var lige efter vi var kommet hjem fra Rigshospitalet. Men det skulle ikke ødelægge eller påvirke hans 2 uger hos os og det skulle heller være noget underligt noget, at jeg bare lå deroppe i sengen. Så indimellem indtog vi alle sengen med chips, madder og hyggede os.
Han vidste godt at han skulle være storebror til 2 drenge. Fordi han glædede sig rigtig meget, var det svært at fortælle ham, at der kun ville komme 1 lillebror nu.
Men han var så sød omkring det og spurgte om jeg havde ondt i maven.
SÅ BEGYNDTE jeg at bløde.
Jeg vågnede ved at jeg blødte og var nu gravid i uge 25+3. Vi ringede med det samme til sygehuset i Kolding og tog afsted.
Det viste sig at være gammelt blod, som kom ud, så vi kunne køre hjem igen, vildt forskrækket, vildt bange og mere eller mindre i chok begge to. Vi havde begge troet, at nu skulle det ske og det var ALT ALT for tidligt.
Hjem på langs igen. Mens jeg lå der, havde jeg mere end rigelig tid til at undersøge og læse om præmature børn. Jeg googlede børn som var blevet født i uge 27+0 osv, så jeg kunne forberede mig på, hvad der ventede mig. Hold da nu helt op, hvor jeg googlede.
HOLD jer fra det! Det er jeres værste fjende..vent til efter du har født, så ved du hvad du skal søge efter.
Så blødte jeg igen….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar