Så begyndte den del af mit liv, hvor jeg var ikke bare én, men hele tre. Tænk sig, at der inde i min mave lå 2 små mennesker, prøv lige at tænk over det…det er ret surrealistisk.
Som tvillingegravid med enæggede, er man så heldig, at maven skal scannes hver 14. dag fra din graviditets uge 19. Så hver anden uge, tog vi bilen til Kolding sygehus for at se til drengene. Vidunderligt, fantastisk, ja bare skønt at være så heldig at have muligheden for det.
Selvfølgelig var det jo ikke bare for at ligge der, med en gang kold gele, godt kørt rundt på maven (OG tøjet) med popcorn og cola i hånden, som om vi var til en afslappet forestilling. Nej, virkeligheden var jo desværre lidt mere barsk end det. Scanningerne foregår for at holde nøje øje med børnenes tilstand og eventuelle komplikationer, som der er langt større risiko for med enæggede tvillinger, også kaldet:
Enæggede (monozygote) tvillinger opstår ved at en enkelt befrugtet ægcelle deler sig og bliver to selvstændige fostre inden for de første 14 dage efter befrugtningen. Enæggede tvillinger har derfor identisk arvemateriale. Alle egenskaber som er arveligt bestemt, som f.eks.blodtype og øjenfarve, er derfor helt ens hos enæggede tvillinger. De vil altid være af samme køn.
Man kan ikke være “arveligt disponeret” til at føde enæggede tvillinger.
Enæggede tvillinger kan også være dichoriske og diamniotiske med to moderkager. Der er dog to andre muligheder. De kan dele den ydre fosterhinde og moderkagen, men have hver sin indre fosterhinde. De kaldes monochoriske og diamniotiske og er den mest almindelige form for enæggede tvillinger.
Mine drenge delte den ydre fosterhinde og moderkagen, men havde hver deres indre fosterhinde. Jo mere tvillinger deler, des større risiko er der for komplikationer under graviditeten og fødslen.
Derfor skulle jeg scannes hver 14. dag.
Jeg glædede mig hver gang helt usigeligt meget til at se hvordan det gik dem derinde, men jeg var også ekstrem bange for om noget var galt.
Det viste sig ved skanningerne at William (som ikke overlevede) var mindre end Christian og blev ved med at være det. Umiddelbart var der ingen bekymring at spore hos lægerne, de sagde det var ikke ualmindeligt. Så længe der bare ikke blev en markant størrelses forskel.
Jeg var bekymret for den størrelses forskel. Håbede inderligt at lille William ville vokse sig stor og stærk.
Man siger det er godt med en god intuition, men det kan også være svært at have den. Jeg har en yderst god en af slagsen og den fejler aldrig og ved denne graviditet, kunne jeg mærke noget var galt.
Så google og jeg blev bedste venner, på højt plan. Jeg googlede ALT, virkelig ALT hvad der var at finde om enæggede tvillinger og risici ved en sådan graviditet. Læste alle de beretninger jeg kunne finde om for tidligt fødte og hvilke konsekvenser det havde eller kunne få. Jeg var et omvandrende leksikon inden for en det område og jeg ved min familie nok havde lidt svært ved at forholde sig til mig og mine tanker. Forståeligt nok.
Måske jeg på denne måde kunne holde mig “oprejst” og ikke bryde fuldstændig sammen. Jeg forberedte mig, fik kontrol over min forberedelse og dermed var jeg allerede, inde i mit hoved, forberedt på det værste. Jeg fik styr på det og mente nok at jeg dermed kunne tage det lidt med ro, for jeg var jo forberedt ik? Men det er man bare aldrig vel?
Men indimellem havde jeg det også godt. Jeg var så stolt over at bære rundt på to børn og tænkte meget på dem. Kunne slet ikke fatte, at der faktisk var to. Hvor fantastisk var det ikke lige? Jeg viste stolt min mave frem og heldigvis var det forår og sommer, så den kunne rigtig tromle afsted.
Jeg passede på de ikke fik for meget varme i solen, lå ikke på maven, for tænk hvis de blev mast. (det ved jeg så nu at de ikke kan blive af at ligge lidt på maven). Sørgede for at spise og drikke til den store guldmedalje, så der var noget for dem at vokse af. Jeg sagde godnat til dem hver aften, med en håndstrøg over maven. Jeg passede på William og Christian og elskede dem allerede højt.
Men lykken varer kort…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar