Nogen gange går tingene bare ikke som man ønsker, heller ikke selvom du gør alt for at det skal lykkes.
D. 30. juni 2009, var vi til en af rutine scanningerne og den viste at der nu var 40% størrelsesforskel på William og Christian og Williams flow igennem navlestrengen ikke var godt. Jeg sagde til lægen: ” det kan ikke passe!!!!!…for 14 dage siden, blev drengene scannet af en anden læge her på sygehuset og der var der næsten ingen forskel…”!!!??!!
Forestil dig, hvor mange tanker der flyver rundt i hovedet på dig, hvor mange ekstra slag dit hjerte slår og hvor fuldstændig uforstående du er, efter sådan en udmelding.
Det viste sig, at lægen som scannede for 14 dage siden, havde scannet det samme foster to gange og troet, han havde scannet dem begge. Ja, det er jo menneskeligt at fejle, men synes denne her fejl var en af de helt store og jeg kom heller ikke til at lide manden mere af det.
Tilbage til d. 30. juni 2009.
Lægen frygtede at William ville dø inden for meget kort tid og det kunne forårsagde enten hjerneskade ved Christian eller hans død også, da de delte moderkage.
Vi blev bedt om at tage plads udenfor i venteværelset, mens lægen ville kontakte OUH, for yderligere undersøgelse med det samme.
Vi kørte videre til Odense med det samme derefter og fik samme nedslående besked. Lægerne mistænkte TTTS hos drengene og det eneste sted hvor fostre kan behandles for det, er på Rigshospitalet.
Vi fik en aftale med dem på Rigshospitalet d. 2. juli 2009.
Tiden frem til d. 2. juli var umenneskelig lang. Solen skinnede udenfor, det var dejlig varmt, glade mennesker rundt omkring og så mig, som kunne mærke begge mine drenge sparke og bevæge sig, uvidende om hvad der ventede dem.
Jeg følte det som om, et lille glasbur var sat ned over mig. Jeg kunne se de mennesker der var omkring mig, men kunne ikke mærke dem indeni. Jeg kunne ikke høre dem, men kunne høre en form for støj. Munde der bevægede sig, munde som smilede. Arme som bevægede sig og ben som gik. Alt imens jeg sad i mit bur af glas og følte en sorg så dyb, som end ikke jeg vidste hvordan skulle håndteres. Alt imens jeg kunne mærke mine drenge sparke.
Vi træder ind på Rigshospitalet og bliver placeret i venteværelset. Efter 4 timer kommer vi ind til overlægen. Hun foretager en scanning og kommer med samme melding, som de sidste to læger.
Men der er ikke tale om TTTS. Af uvisse årsager vokser William bare ikke. Måske det kunne skyldes hans tarmsystem, sagde hun. Under alle omstændigheder ser det ikke godt ud.
Jeg er gravid i uge 23+3 og vi får to valgmuligheder…vi skal komme og scannes hver dag. Dette fordi, William ikke vil overleve uanset hvad, og så skal jeg scannes hver dag, for at holde øje med om han stadig er i live, for hvis han er død, skal Christian ud med det samme, for ikke at tage alt for meget skade eller dø.
Lægen forklarer at William kan leve fra alt mellem 1 døgn til 2 uger og chancerne for Christians overlevelse, ved så tidlig en fødsel er små. Derudover vil det give så mange flere komplikationer for ham, hvis han overlever.
Valgmulighed nr to er en clamping foretaget på William. Dvs at lægen, gennem mit maveskind, vil føre en laser ind til Williams navlestreng og “brænde” den over, så han dør. På den måde er chancerne for Christian så meget større. Selvfølgelig er der også komplikationer ved denne operation, da lægen er nødt til at komme igennem den fælles ydre hinde, for at komme ind til William og det kan medføre en provokeret for tidlig fødsel kort efter indgrebet.
Men Christians chancer for overlevelse øges markant og dermed var der ingen som helst tvivl i mit sind. Vi måtte få foretaget en clamping på William.
Det var også hvad lægen kraftigt rådede os til, da der simpelthen ikke var meget der talte for den anden valgmulighed, når vi tænkte overlevelse.
Det var så beslutningen og den dag idag, har jeg stadig ikke helt fået bearbejdet tabet af William, da jeg simpelthen synes det er for svært. Tænk at være med til, for at sige det lige ud, at slå sig eget barn ihjel.
Jeg har affundet mig med, at det er sådan det er, at der ikke var andre muligheder, at det er skyld i, at jeg idag er så velsignet at have den ene af mine fantastiske drenge fysisk hos mig, men kan mærke, at jeg mangler at tilgive mig selv for det.
Men clampingen bliver en realitet og vi bliver bedt om at komme igen dagen efter til operation.
Tiden fra vi kører hjem og til vi ankommer igen dagen efter, er ikke tilstede i min hukommelse, så kan ikke fortælle hvordan jeg havde det, men det er nok ikke svært at forestille sig.
Da vi ankommer til Riget på den afdeling hvor jeg skal indlægges, kommer en sygeplejerske hen imod mig og kigger undrende på mig….efterfulgt af ordene: ” kan jeg hjælpe dig”?
Øh ja, tænker jeg, tror du jeg står her fordi jeg ikke kunne finde bedre steder at være!!!
Men jeg siger: ” ja, jeg skal indlægges her”.
” okey, er det pga hududslæt”, spørger hun så…
Så går min hjerne i selvsving og jeg ryger tilbage til stenalderstadiet, hvor hjernen måske fungerede lidt mere primitivt end ellers og siger: ” hududslæt…ligner jeg en der har hududslæt”!!???…
“men du er ikke indskrevet her”, siger hun så.
“For helvede altså, jeg er kørt helt fra Jylland for at få mit barn clampet, så han ikke skal leve mere og så fortæller du mig, at du ikke er klar over det og ikke har en stue til mig”??!
Jeg er virkelig fuldstændig oprørt og har den største lyst til tage fat i hende, løfte hende op over mit hovede og kaste hende af H….til, hvilket mit kropssprog sikkert også fortalte hende.
Hun kontaktede straks nogen andre og det viste sig, at der var sket en intern kommunikations fejl og dermed var jeg ikke blevet oprettet i systemet. Igen må jeg fortælle mig selv, det er jo menneskeligt at fejle.
Hun finder en seng og en stue til mig og er ret fornærmet på mig, kan jeg mærke. Da jeg har fået mig indstalleret på stuen, kommer hun ind til mig og jeg fortæller hende, at jeg er ked af hvis jeg var lidt hård ved hende, ved jo godt det ikke er hendes skyld, men jeg er i en krisesituation og tænker ikke klart. Så undskyld!
Hun vender på en tallerken efter den undskylding og bliver rigtig sød og rar og gør hvad hun kan, for at jeg har det så godt som muligt, trods omstændighederne.
Der er ikke lang tid til operationen og mit hus af glas er ankommet…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar